Notater:

Gern herreds tingbog:
1/5 1675:
** Jens Poulsen på Søbygård stævnede Jørgen Eriksen i Vadsted for dom angående restants og landgilde. han fremlagde sit fæstebrev på den gård, hans sl far Erik Sejersen påboede, hvoraf han for sine forældres og sin egen tro tjenestes skyld er fri for ægt arbejdsskyld og landgilde hans livstid, dateret 1650. bevis for gæstepenge 100 rigsdaler fremlægges, dateret Randers 1674 af Anne Lykke, hvorfor han mener sig fri for tiltale, hvorimod Jens Poulsen fremlagde følgebrev på godset, intet undtaget i nogen måde, dateret 1674. dom: da benådningsbrevet og følgebrevet strider mod hverandre, skal sagen henstilles på sine tilbørlige steder.

Notater:

Biograf fra Herredsfogedslægteni
Sejer Andersen Bonde

Efterfulgte sine forældre i Oustrup, han nævnes i Jordebøgerne fra 1581. 18 Okt 1583 gør Kong Frederik II ophold i Oustrup og 4 Nov bliver Sejer Andersen fritaget for at svare Landgilde i 3 år mod at forsyne gården med gode bygninger og bekvemme værelser.

Desuden 1587 og 1598 nævnes i Kancelliets Brevbøger, at Sejer Bonde fritages for afgifter. Gården lå dengang ved den alfare vej fra Århus til Viborg. Konge og Adelsmænd kunne overnatte der, formentlig i "Oustrup Slot", som sagnet siger lå lige vest for det gamle Oustrup, her har man fundet grunden til en ret bred bygning af munkesten.

Sejer Bonde døde i Oustrup 6 Sep 1598. I Røgen Kirke findes en stor smuk ligsten, der tidligere har ligget i korgulvet, men nu er muret ind i den nordre korvæg. Ligstenen har indhuggede portrætfigurer af Sejer Andersen Bonde, hans Hustru Johanne Grøn og hendes 2. mand, Herredsfoged Jesper Pedersen i Oustrup. Under figurene findes en inskription med store latinske bogstaver, prikkerne angiver tomme pladser som ikke blev udfyldt. Ude langs kanterne står en meget utydelig, slidt indskrift, men det er et skriftsord om opstandelsen: "Her er begrafvit erlig Mand Seier Andersen i Oustrup, fordum Ridefogit til Skanderborrig, som i en christelig Tro afskildis fra denne Jammerdal den 6. Septembris 1598, med sin kiere Hostru erlig oc gudfrøctig Quinde Johan Grøn, som døde den..... Aar.....Herhos hviler sig hindis anden Hosbond erlig Mand Jesper Pedersen, fød i Borum, fordum Herritsfogit i Gjern Herit, som døde den ..... Aar.....oc lod hand bekoste oc udhugge denne Stien 1616. Gud gifve dennom alle en ærefuld Opstandelse. Amen."

Under Skriften er tre "Våbenskjolde". Mændene bærer deres Bomærker, Johanne Grøns viser formentligt hendes forfædres Adelsvåben, tegnene er dog ret utydelige. Grøn var en gammel jysk Adelsslægt, som i sit våbenførte en af tre hvide floder opspringende halv grå ulv i blåt felt, på hjelmen også en halv ulv. Slægten er meget gammel, men hørte altid til lavadelen. Dens stamtavle findes i Adelsårbogen 1895. Forbindelsen mellem flere led er noget usikker.

I den gamle Riberhusvise står: "Efter da danser han Byrge Grøn, og siden så mangen Ridder skøn."
Den første historisk kendte er Jens Grøn, der nævnes 1325. Hans søn er måske Jep Grøn, hvis søn Jens Grøn nævnes 1411. En af hans 3 sønner var Niels Grøn, der nævnes 1468. Af dennes efterslægt var antagelig Mads Grøn til Vindum, hvis søn Iver Grøn til Hvidbjerggård på Mors døde 1591. Til denne gren hørte muligvis også Landstingshører Gunde Christensen Grøn i Viborg, han hørte dog ikke til adelen.
Begravet foran alteret i Røgen kirke d. 06 - 07 -1598. Så en forpagter af Oustrupgård må have haft en vis betydning. Var muligvis også ridefoged.

Citater fra bogen om Oustrupgaarde:

Hvervet som herredsfoged bliver efter Anders Bondes død overdraget til Niels Jensen i Jaungyde1), men gården i Oustrup overtages i henh. t. tidligere omtalte livsbrev af Anders Bondes anden søn Sejer Andersen Bonde.
Når Sejer Bonde efter faderens død ikke følger denne i embedet, men får tildelt hvervet som ridefoged for et ret udstrakt område af det under Skanderborg Slot liggende jordegods, er grunden hertil måske at søge i hans formentlig unge alder, thi bevågenhed fra kongens og lensmandens side har han næppe savnet. Gentagne gange får han skatte-lettelser, og sandsynligheden taler for, at Kong Frederik II i dagene omkring 18. oktbr. 1583 har aflagt en lille visit i Oustrupgaard (vel en Jagtudflugt). Muligvis har gæsterum og bjælkehøjde i Anders Bondes gamle Isterad ikke været efter kongens smag, thi faa dage efter (d. 4. novbr.), da kongen opholder sig i Borum1) (vel hos den gamle Herredsfoged over Framlev Herred, Peder Pedersen), fritager han Sejer Bonde i Oustrup for at svare landgilde i tre år, mod at Sejer til Gengæld skal forsyne gården med "gode Bygninger og bekvemme Værelser".
Sejer Bonde er næppe blevet færdig med byggearbejdet inden udløbet af de tre år, thi 16. April 1587 får han tilsagn om, at han endnu et Aars tid må være fritaget for afgift mod yderligere at forbedre gårdens bygninger med "Losementer og Staldrum". Og endelig fritages han i marts 1598 for afgift, men forpligtes til at holde gården ved magt og må ikke forhugge de til gården hørende skove. Da der ikke her er stillet krav om yderligere byggeri, må vel de af Sejer Bonde opførte bygninger have været så anselige og rummelige, at den unge Christian IV ikke finder grund til at stille yderligere krav.
Når der senere i tiden tales om "Slottet i Oustrup", da er denne betegnelse vel næppe grebet helt ud af luften. En særpræget bygning har Oustrup på et eller andet tidspunkt ejet, og den slutning ligger da nær, at "Slottet" hører den tid til, da Frederik II og Christian IV jagede i Skanderborg Lens skove. Om "Slottet"blev betegnelse for een af de ved Sejer Bondes gård opførte bygninger, eller om navnet -- hvad andet steds formodes - har været knyttet til et kgl. jagthus, hvis plads angives at have været på et vest for gården liggende terrain, kan næppe afgøres uden gravning og nøjere undersøgelse af jordsmonnet.
At Sejer Bondes byggearbejder har gjort lyst mellem skovens store ege synes at fremgå af kongens ovenfor omtalte påbud; men da byggeriet har krævet stort forbrug af tømmer, og da tilsynet med Kronens skove ikke hørte under ridefogdens domæne, men derimod påhvilede skovvogteren Jens Mogensen i Røgen, der for besindelse af dette hverv sad skattefri ved sin gård i Røgen, er der næppe grund til på dette punkt at gå i rette med Sejer Bonde.
Nogen gammel Mand har Sejer Bonde næppe været, da han døde i efteråret 1598; men noget skifte efter ham er ikke fundet. Hans hustrus navn er anført på en ligsten i Røgen Kirke, og trods skriftens utydelighed tør navnet måske fastslås at have været Johanne Grøn. Trods almindelig skik er intet tal på ægteparrets børn angivet, og kun ved at efterspore Oustrup-Arv i efterfølgende slægtled er det lykkedes at finde navne på nogle af ægteparrets børn.
Stenens Indskrift1):
»Her er begravet ærlig mand Sejer Andersen i Oustrup fordom ridefoged til Skanderborg som i en christelig tro afskiltes fra denne jammerdal den 6. september år 1598 med sin kiære hustru ærlig og gudfrygtig quinde Johanne(?) Grøn som døde den. . . år... Herhos hviler sig hendes anden husbond ærlig mand Jesper Pedersen født i Borum fordom herredsfoged i Gjern Herred som døde den . . . år . . . og lod han bekoste og udhugge denne stien 1616. Gud give dennem alle en ærefuld opstandelse. Amen.
Enken Johanne Grøn har efter Sejer Bondes død snart giftet sig igen, thi 1599 nævnes hendes anden mand Jesper Pedersen som boende i Oustrup. Dette ægteskab var barnløst, men ved i efterfølgende tid ofte at finde navne knyttet til slægtsarv fra Oustrupgaard er det lykkedes at drage navnene paa tre af Sejer Bondes børn frem i Lyset.

Sejer blev gift med Johanne Eriksdatter Grøn. Johanne døde efter 9 dec. 1626 i Ovstrupgård, Røgen sogn, Gjern Herred, Skanderborg Amt. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Johanne Eriksdatter Grøn
Afskrift af artikler om Johanne, primært fra tidsskriftet SLÆGTEN:

Grøn-slægten på Tanderup og Ørnhoved

I SLÆGTEN nr. 4, juli 1991, skrev Anton Blaabjerg en artikel om Johanne Grøn og hendes tilknytning til Ørnhoved i Tjørring Sogn ved Heming. - Emnet blev taget op i SLÆGTEN nr. 12, juli 1995, hvor Flemming Bæk Laursen skrev om Johanne Grøns mødrene slægt i artiklen "lver Blik til Nørbækgaard".
Det har inspireret mig til at skrive om Johanne Grøns formodede fædrene slægt, Grøn-slægten på Tanderup og Ørnhoved.
I slutningen af 1500-tallet beboedes Oustrupgård i Røgen Sogn af Sejer Andersen (Bonde), ridefoged i Skanderborg Len, død 1598, hvorpå enken Johanne Grøn (i live 1626) giftede sig med Jesper Pedersen, herredsfoged i Gjern Herred (død ca, l650)l. - Over disse 3 personer findes en stor gravsten inde i Røgen Kirke. På stenen ses 3 våbenskjolde, som viser de 2 mænds bemærker, mens Johanne Grøns skjold er udfyldt med et Jesusmonogram: IHS, som er de første 3 bogstaver i navnet Jesus efter det græske alfabet. På latin er det blevet udlagt som Jesus Hominum Salvator, dvs. Jesus menneskenes frelser.
Sejer Andersen (Bonde) Johanne Grøn Jesper Pedersen- de tre skjold på ligstenen i Røgen Kirke.

Sejer Andersen (Bonde) og Johanne Grøn havde mindst 3 børn: Anders Sejersen, Karen Sejersdatter og Erik Sejersen, mens Johanne Grøn ikke havde børn i andet ægteskab.
Der har været mange spekulationer om Johanne Grøns afstamning, da hun har en meget stor efterslægt. Hed hendes fader Erik Grøn, efter hvem hun i så fald havde opkaldt en søn?
Var hun adelig?3
En del kunne tyde på adelskab. I et skøde fra 1626 købte Jesper Pedersen i Oustnip sammem med "min kære hustru, ærlig og velbyrdig Johanne Grøn", en selvejergård i Farre, Sporup SognÅ. Ordet velbyrdig anvendtes på den tid normalt kun om adelige.
For 4-5 år siden fandt Holger Hertzum-Larsen, Nr. Nissum, et stævningsbrev fra 1599 i stævningsbogen fra Kongens Retterting, datidens Højesterets .
Stævningen var udtaget af Christen Munk til Ørnhoved imod Karine Bliksdatter, ligeledes til Ørnhoved. Sagen drejede sig om Karine Bliks salg af Sønderbygârd i Borris Sogn.
Stævningsbrevet er overstreget med blyant (hvad der ikke kan ses på mikrofilmen) og tilføjet: "Der siges, at denne stævning blev aldrig forkyndt".
Der kom altså ingen retssag ud af stævningen, men af brevet kan det udledes, at Karine Blik har haft 3 døtre:
- Marine Grønsdatter, gift med den adelige Christen Munk til Ørnhoved.
- En datter (Karine Grøn), gift med Niels Hansen i Grimlund i Hoven Sogn.
- En datter (Johanne Grøn), gift med Sejer Andersen (Bonde) i Oustrup.
Karine Bliks 3 døtre førte alle navnet Grøn (eller Grønsdatter, som dog ikke betyder, at fa-
derens fornavn har været Grøn). Hun må altså have været gifl med en NN Grøn, formodentlig til Ørnhoved.
Denne NN Grøn er sandsynligvis død omkring 1583, idet der i den nævnte stævning omtales et skiftebrev fra dette år, men intet om den afdødes navn. Karine Blik har ladet sig fledføre med sine børn (en slags aftægtskontrakt), og ved denne fledføring har Niels Hansen i Grimlund fået tillagt Sønderbygård, som i 1595 “haver fulgt Niels Hansen i Grimlund på tolvte år eñer skifiebrevs indhold, dateret anno [l5]83", Christen Munk og Marine Grøn har fået tillagt Ømhoved, mens vi derimod ikke
ved, hvad Sejer Andersen (Bonde) og Johanne Grøn har fået.
Vi er nu endelig nået til sagens keme. Hvem var Karine Bliks mand? Hvem var denne NN Grøn? [til Ørnhoved?]. Slår vi op i Trap: Danmarks, fár vi at vide, at Ørnhoved i 1507 ejedes af Las Nielsen i Tan-
demp, Snejbjerg Sogn.7 Ømhoved var da en selvejergård under kronen, og Las Nielsen ejede altså kun bondeskylden i gården, men ikke herlighedsretten. Der svaredes landgilde af gården til kronena. 1525-43 nævnes i Ørnhoved en Morten Grøng, som 1532 fik lavhævd (en slags ejendomsbrev) på gården 10. Og videre anføres, at 1560 fik hans broderbørn Laurids, Erik og Mette Grøn af kronen ejendomsbrev på Ømhoved "mod at svare årlig afgift som før fejden"“ (Skipper Clements fejden 1534, hvorefter de oprørske selvejerbønder blev frataget deres selvejerret, som de derefter måtte løskøbe hos kronen, eller forblive fæstebønder) 12. Ømhoved blev altså først indløst 26 år efter fejden. Videre hedder det i
Trap, at 1590 skrev Christen Munk sig til Ørnhoved,l3 hvis herlighed han 1598 erhvervede ved mageskifte med kronen 14. Først da blev Ørnhoved en fri adelig gård.
Der har således eksisteret en Erik Grøn med tilknytning til Ømhoved 1560. I Danmarks Adels Aarbog 1895 findes en stamtavle over slægten Grøn. Heri anføres Erik Grøn som søn af Jens Grøn og Bodil Rodsteen Markorsdatter. Som en mulig broder til Jens Grøn nævnes Morten Grøn til Ørnhoved, Stamtavlen er dog desværre meget mangelfuld og må nu siges at være totalt forældet og uholdbar.
Som nævnt ejedes Ømhoved 1507 af Las Nielsen i Tanderup. Lad os for en stund vende tilbage til Trap; Danmark 15. Om gården Tanderup i Snejbjerg Sogn hedder det, at den beboedes 1480-1511 af Las Nielsen, der synes at have været adelig 16. Gården var en selvejergård, som svarede landgilde til kronen 17. 1528-49 beboedes den af væbneren Niels Lauridsen 18, som muligvis var Las Nielsens søn.
1575-82 nævnes i Tanderup en Lars Grøn, som 1582 solgte de jordegne gårde Tanderup, Krogstrup og Fonvad til Malte Jensen (Sehested) Holmegård 19.
Der var altså en Lars Grøn nogenlunde samtidig i både Ørnhoved og Tanderup. Er det samme person?
Den nævnte Las Nielsen i Tanderup var gift med en søster til Christen Rød af Vognbjerg i Stavning Sogn 20. Deres broder Las Rød i Hindsels, Hvidbjerg Sogn, Refs Herred, pantsatte 1499 gården Rabæk i Oddum Sogn til den senere rigsråd Niels Clementsenzl. Efter det langstrakte opgør mellem kronen og Niels Clementsens arvinger må Rabæk igen være kommet i Rød-slægtens fulde besiddelse, og formodentlig tilfaldet Las Nielsens hustm NN Rød. Efter hende må gården være gået i arv til deres formodede 4 børn, som i 1550 har solgt deres lodder i Rabæk til Iver Krabbe til Østergård?
I en sag om låsebrev (ejendomsbrev) vedr. Rabæk ved Kongens Retterting ses, at Niels Lauridsen i Tanderup solgte en broderlod, Jens Madsen i Øster Amtrup, Snejbjerg Sogn, solgte med sin hustru Anne Lauridsdatters samtykke en søsterlod, og endelig solgte Laurids Grøn til Ørnhoved den søsterlod, som han og hans søskende var tilfalden, Desuden havde Hans Lauridsen i Kærgård, Skjem Sogn, en u-
kendt andel (men vel også en broderlod?)23.
Laurids Grøn til Ørnhoved og søskende er vel de samme, som Lars, Erik og Mette Grøn, der som tidligere nævnt 1560 fik ejendomsbrev på Ørnhoved. Fra dette salg af gården Rabæk må vi kunne udlede, at de 3 søskende Grøn er datterbøm af Las Nielsen og hustru NN Rød i Tanderup. Da de 3 søskende ejede Ørnhoved, var deres fader vel den Morten Grøn, som 1532 fik lavhævd på samme gård, og som sâledes tidligere havde tilhørt hans svigerfader Las Nielsen i Tanderup 24.
I 1560 er Laurids Grøn medejer af Ørnhoved. Min hypotese er, at han er identisk med den Lars Grøn, der 1564, 1565 og 1566 blev tilsagt til tjeneste til skibs, og som døde 28.7.1566 under flådens forlis ved Gotland 25.
Hvis denne teori er rigtig, passer det med, at broderen Erik Grøn har overtaget Ørnhoved, som derefter ved skifte 1583 er overgået til hans formodede enke Karine Blik og deres børn Marine, Karine og Johanne Grøn.
Men hvem er da den Lars Grøn, som nævnes 1575-82 i Tanderup. Denne gård beboedes - 1528-1550 - af væbneren Niels Lauridsen, som må være søn af den tidligere ejer Las Nielsen og NN Rød. Niels Lauridsen og medarvinger havde 1541 en sag mod Niels Grøn vedr. en mølle i Lem sogn? Og 1542 havde Erik Grøn til Ulsund sag om samme mølle imod Niels Ludvigsen til Høgsbro, Henrik Knudsen til
Rødding, Niels Lauridsen til Tanderup, Niels Lunov til Rygård, Mads Grøn og fru Elsebe med laværge 27. Vi ved, at såvel Henrik Knudsen som Niels Lunov var gift med en Grøn 28. Alt tyder således på, at Niels Lauridsen til Tarlderup er med i denne sag, fordi hans hustru også har været en Grøn. - Hun er måske
identisk med den "ærlig og velbyrdig fru Kirsten Pedersdatter til Tanderup", der 1564 arver Storupgård, Ørding Sogn, efter Niels Enevoldsen til Hvidbjerggård, ligeledes på Mors. Hun omtales nemlig 1568 som Kirsten Grønsdatter i Storupgård 28a.
Niels Lauridsen havde en søn, Laurids Nielsen, som ifølge Trap ejede Kærgård i Skjern sogn 1565 sammen med fætteren Laurids Hansen 29. Men hvem overtog Tanderup efter Niels Lauridsen? Ja, det gjorde vel hans søn, Laurids Nielsen? Mon ikke denne Laurids Nielsen er identisk med Lars eller Laurids
Grøn i Tanderup 1575-82? Hermed får vi en forklaring på det våben (et lodret delt skjold og deri en snog), som Lars Grøn forsegler med ved hyldingen 13.7.1580 30.
Min hypotese er, at Lars Grøn har anvendt sit fædrene våben, men sit mødrene slægtsnavn, efter at fætteren Lars Grøn til Ømhoved er død 1566. Hvis det er rigtigt, har vi således fundet Tanderup-slægtens hidtil ukendte våbenskjold, og samtidig en forklaring på, hvorfor Lars Grøn i Tanderup bruger et våben forskellig fra Grøn-slægtens med ulven. Lars Grøn døde mellem 1585 eg 1587 31 og efterlod enken fru Gertrud Olufsdatter, men tilsymeladende ingen børn 32.
Det var en længere udredning uden konkrete beviser, men slægtsforskning i 1500-tallet må desværre ofte nøjes med formodninger og sandsynliggørelser pga. det sparsomme kildemateriale.

Noter:
1 S. Leth Danielsen: Oustmpgaard og dens Beboere gennem 400 aar, i Aarhus Stifts Aarbøger 1938 s 1-68 Slægtsarkivet. Slægten fra Tøving 1988. Udarbj. Af Anton Blaabjerg
2 Danmarks Kirker. Udg. af Nationalmuseet. Århus Amt. 7. bind, s.3564-65.
3 Som note 1.
4 RA. Rentekammeret. Jyske stifters renteskriverkontor 1760-71. Kommissionsakter vedr. afhændelsen af kronens gods i Skanderborg Distrikt 1767 (Rtk 2247,25). Under bilag
nr.l24 til bilag 1. Skøde nr. 4 af9.12.1626.
5 SLÆGTEN, nr. 4,juli 1991, 5.34-36.
6 l.P.Trap; Dannnnk. 5. udg. 22. bind. Ringkøbing amt, s.135.
7 Evald Tang Kristensen:Afskrift af et Rimandstog, i Samlinger til Jysk Historie og Topografi bd. 9 1882-83, s. 40-56 (s.50)
8 Oluf Nielsen: Harsyssels Diplomatarium. 1893. s.82 (Lundenæs slot; Jordebog 1498).
9 Danske Magazin, 2.rk.5.bd., 5.53. Det kgl. Rettertings domme og rigens Forfølgninger fra Christian III tid. Udg. Ved Troels Dahlerup.Bd.2. 1969. s.758 og 767.
10 Som note 7 (Spec. 5.51).
11 Kancelliets Brevbøger 16.7.1560.
12 Thomas B. Bang: Klementsfejdens Efterspil, i Historisk Tidsskrift 8. rk. 6.bd, 1915-17, sw. 165-96.
13 Kancellíets Brevbøger 31.7.1590.
14 Kancellíets Brevbøger 6.3.1598.
15 Som note 6, 5.379-80.
16 Oluf Nielsen: Harsyssels Diplomatarium. 1893. 5.64-65.
Danske Magazín 4.rk. 2. bd., 5.298 (Udleveringsliste1511). Las Nielsen levede også 1523 (note 7).
17 Som note 8, 5.83.
18 Fru Eline Gøyes jordebog. Udg. ved A. Thisel. 1892. 5.379. Danske Kancelliregislrnnter 11.11.1549.
19 Kronens Skøder. Bd.1. Udg, ved L. Laursen. 1890-92.
s.159, 23.6.1575 og s.254-55, 19.6.1582. OmTanderup, se Johan C. Sulkjærz Snejbjerg Sogn, bd.1, 1925, s.7ff.
20 Som note 18 (Fru Eline Gøye) s,36Z. Om Rød-slægten: Danmaxks Adels Aarbog. 1901. 5.459 (under Viffert).
21 Som note 18 (Fru Eline Gøye)5.353.
22 RA. Kongens Retterting. Rigens Forfølgningsbog 1545-52, fol. 479a, 481a, 4823, 4S8b, 489a og 5123-b.
23 Som note 22.
24 Som note 7 (Spec. 5.51).
25 Kancelliets Brevbøger 14.3.1564, 6.2. 1565 og 26.2.1566.
Danske Magazin 3. rk.2.bd., 1845, s.90 og 94.
26 Som note 9 (Det kgl. Retterting), s. 670-671
27 Danske Magazin 3. rk. 6. bn, side 315.
28 Danmarks Adels Aarbog1936. Tilføjelser og rettelser side 125.
28a Privatarkiver på pergament. Iver Grøn 7. januar 164 m.m.
29 SAom note 6 side 168
30 Danske Adelsvåbner. Ved Svende Tito Achen 1973, s. 145.
31 Kancelliets brevbøger 29.4.1585 og 6.2. 1587
32 Viborg Landstings dombøger 1616. Udg. Ved Poul Rasmussen 1965, s. 333-34.

Blåt blod (1)
af Anton Blaabjerg. Efter SLÆGTEN nr. 4, 1991.
Forsøget på at klarlægge omfanget heraf i den almindelige befolkning er ikke drevet af fomemmelsen af, at fænomenet skulle være særlig sjældent forekommende; og ej heller fordi påvisningen heraf i sig selv er særlig interessant, - det viser jo blot, at slægten har bevæget sig i den helt gale retning på den sociale rangstige.
Meget tyder på, at afstamning fra adelige slægter - og derigennem måske tillige fra middelalderens fyrsteslægter - kan påvises i anetavler for mange hundrede tusinde af nulevende danskere.
Det interessante er, at
- det dermed for mange er muligt at følge anetavlen meget langt tilbage i tiden,
- der ofte kan findes mange oplysninger om selv fjerne forfædre,
- nok synes fortidens samfund socialt lagdelt, men det var vitterligt muligt for fa-
milier/enkeltpersoner at skifte "lag",
- familieforbindelser mellem de sociale lagknytter samfundet sammen, så ikkemindst med sådanne forfædre må interessen for slægten komme til at omfatte helelandets historie,
- Slægtens udforskning i sådanne tilfælde bliver den personlige rejse tilbage i Danmarks historie.

Johanne Grøn
Som stammor til utallige nulevende har hun været kendt længe, jf. hendes endnu bevarede ligsten i Røgen Kirke mellem Silkeborg og Århus, S. Leth Danielsen: Oustrupgaard og dens Beboere gennem 400
Aar, i Aarbøger udgivne af Historisk Samfund for Aarhus Stift, bd. 31, 1938, s. 1 ff, og P. Filtenborg: Slægtsbog for Sognedegn Sejer Olesen Leth og Hustru Ida Nielsdatter, 1938, s. 11 ff.
Fra før 1590 var Johanne Grøn, død efter 1616, gift første gang med ridefoged i Skanderborg Len Sejer Andersen i Oustrup, Røgen Sogn, død 1598, og siden andengang med herredsfoged i Gjem Herred Jes-
per Pedersen, død omkr. 1650. - Det har været antaget, at hun var af den lavadelige slægt Grøn, og i flere slægtsbøger hævdes det, at hun på ligstenen benævnes Eriksdatter; det passer ikke, der står "erlig oc gudfrøctig Quinde Johan Grøn", men rigtigt er det da, at hun havde en søn med navnet Erik, der evt. kunne være opkaldt efter morfaderen.
Selv har jeg begået den fejl i Slægtsarkivet: Slægten fra Tøving, 1988, s. 145 at hævde, at "hendes udslidte våbenskjold" på ligstenen "med lidt god vilje" kunne hævdes at vise adelsslægten Grøns våben; det passer desværre heller ikke, skjoldet viser blot Jesu monogram IHS.
Holger Hertzum-Larsen, Hovedgaden 32. Nr. Nissum, 7620 Lemvig R 97 89 13 07, har nu ved gennemgang af arkivalier fra kongens retterting, forgængeren for Højesteret. nemlig i Rettertingets stævningsbog 1597-99, f0l.32, fundet følgende indførsel:
Christiem Munck til Ømhoved [egl. Ømhoffdt, Tjørring Sogn ved Heming] citat fru Karine Blicksdatter til Ørnhoved med hendes lavværge for et skøde, hun [1595] skal have givet Ove Juel til Kjeldgaard [Offue Jull till Kieldgaard] på en gård i Bølling Herred i Borris Sogn, som kaldesSønderbygaard [Synderbye gaard], hvilken for.ne skøde han formener ikke så lovligen "dreffuen"(?) er gjort at være, at det bør ved magt at blive. efterdi hun samme gård med al hendes gods en gang [1583] skal have afhændet efter skiftebrevs lydelse og efter de breve og forvaringer hende derimod påhendes ophold hendes livstid en gang gjort og given er, efter hvilke breves "formeeling" han forrnener hende ikke at skal have været vederhæftig samme gård igen at kunne købe [vel fejl for skøde], efterdi hun haver sig ladet fledføre en gang til hendes børn [1583], efter recessens "formeeling"(som han mener).
For.ne brev [er saa?] som hende på hendes livs ophold givet er, skal af hendeslawærge være beseglet og af for. ne Christiern Munck underskrevet [1583], dateret samme dag skiftebrevet er udgiven, og
for.ne gård med ægt, arbejde og al anden tynge stedse efter skiftet er ganget, haver fulgt Niels Hansen í Grimlund [Grindlund] på tolvte år efter skiftebrevs indhold, dateret anno [I5]83, indtil nu hun skal have solgt for.ne Ove Juel den efter samme hendes skødebrevs lydelse, dateret anno[15]95. Hun og skal have bekendt med hendes eget brev og segl, som hr. Niels i Gødstrup [Gløstrup, Niels Jensen, hendes sognepræst for Snejbjerg og Tjørring menigheder] med hende haver beseglet og underskrevet, og er dateret mere end et halvt âr, førend hun skal have givet for.ne Ove Juel for.ne skøde, at hun venligen haver ombedet for.ne Niels Hansen, at han ville velgøre og unde for.ne Christen Munck og
hendes datter Marine Gnønsdatter samme Sønderbygaard for en vis summa pendinge, som var 500 daler og tyve gylden i guld. Hun og denidinden iblandt andet består, at dersom for.ne Niels Hansen sælger samme gård til nogen anden end til for.ne Christen Munck, da det aldeles imod hendes vilje,
råd og samtykke at ske. Han og formener samme fri gård tilforn efter Recessen forbrudt at være til for.ne Niels Hansens hustrus næste arvinger, hvilke han [Chr. Munk] formener sine bøm at skulle være,
og for.ne Niels Hansen fordi ikke mægtig(?) samme gård efter sådan langsom h .... .. brug, imod Recessen til nogen lovligen at kunne oplade, og af de årsager samme opladelse-brev, som for.ne Niels Hansen kunne have givet hende, bør magtesløs at være, og det skøde, som hun derefter såvel som efter det brev, hun tilfom til hannem og hendes datter udgivet haver, siden haver givet for.ne Ove Juel, bør magtesløs at være og ikke at komme hannem eller hans arvinger til hinder eller skade udi nogen måde etc. at møde etc. tagendes med sig det livs brev, som Anders Blíck til Beg på hendes afgangne datters, Marine Grønsdatters vegne, Niels Hansen i Grímlund og Sejer [Seiger] Andersen i Oustrup hende givet og gjort haver og for.ne Christíern Munck haver underskrevet og samtykket med hvis andre breve og bevis[er], hun i den sag imod hannem haver etc. etc.
Actum Hafniae 23. augusti anni 1599

Item [egl.: ldem]
Citat Ove Juel til Kjeldgaard, at han møder i rette med samme skøde, han forhvervet haver p. Så og Anders Blick til Beg, Jens Juel til Juellingsholm [Jul t. Jullingsh.] og Niels Hansen i Grimlund, som samme skøde med hende forseglet haver, at de og i lige mâde møder i rette p ut supra

Konklusion
Karine Bliksdatter, f. før 1545, d. efter 1599, vel søster til Anders Blik til Beg, nævnt 1583 og 99. - Gift før 1565 med N.N. Grøn til Ømhoved. død senest 1583 (vel Erik G., nævnt 1560).
Mindst 3 bøm:

1 (Johanne Grøn, f. sen. 1565, d. efter 1616). - Gift senest 1583 med Sejer Andersen (Bonde, f. før 1560, d. 1598, ridefoged i Skanderborg Len) i Oustrup (i Røgen Sogn, hvor der i kirken er grav-
sten med våben for Johanne Grøn: ll-IS). - (Blandt bøm: Erik og Karen).

2 (Karine Grønsdatter. f. før 1565. d. efter 1599). - Gift senest 1583 med Niels Hansen i Grimlund (Hoven Sogn i Nr. Home I-I., herredsfoged i Ø.Home H.). -(Konen nævnt i retssag 4.12.1591 ved
Viborg Landsting, dombogen 1591, B. 24-509, fol. 193b (if. regest fejlagtigt fol. 212b), anlagt af Chr. Munk til Ørnhoved mod Niels Hansen). - (Blandt børn ant.: Sofie, jf. Albildtnip II).

3 Marine Grønsdatter, vel død 1595/99. - Gift tidligst 1583 (sen. 1590) med Chr. Munk til Ømhoved (n. her fra 1590). - (Blandt børn: Karen).

JESPER PEDERSEN født i Borum, død før 5/ l0 l650 og omtrent 1599 gift med Johanne Grøni Oustrupgård, død efter 9/ 12 l626.
Jesper Pedersens kone, Johanne Grøn var enke efter Sejer Andersen Bonde, der havde været kronens ridefoged i Gem herred. Senest l608 blev Jesper Pedersen herredsfoged i Gem herred, for 22. april det år blev han, så længe han var herredsfoged, fritaget for afgifter af kronens andel af Sporup sogns korntiende, som han da havde fæstet.
Det var almindelig brugt at fæste kronens tiende ud til en enkelt person, enten på egne eller på et helt sogns vegne, hvilket var til fordel for alle parter, idet kronen så var sikker på en fast afgift, mens fæsteindehaveren kunne have fordel af kontrakten, når høsten var stor, idet der var tale om kronens del et af hvert tiende høstet neg. Bøndeme indgik tilsyneladende også en kontrakt med Jesper Pedersen om levering af en nærmere fastsat mængde, hvilket også var almindeligt, for så slap man for besværet med at tælle negene på marken.
De dårlige høstår efter kejserkrigen kan have været årsag til, at der opstod strid mellem bøndeme og Jesper Pedersen om tiendebetalingen. De må have klaget deres nød til kongen, for i 1634 fik lensmændene både i Silkeborg og Skanderborg len besked om hos begge parter at forhøre sig om, hvordan det forholdt sig, og i givet tilfælde at tilholde Jesper Pedersen at lade sig nøje med den del, som med rimelighed tilkom ham, eller lade kornet tælle på marken efter loven. Når brevet blev sendt til to lensmænd, var det fordi Jesper Pedersen, foruden den ovenfor nævnte tiende, også havde fæstet den tilsvarende tiende af Røgen sogn.
l639/40 løste Søren Jensen i Dallerup husbondhold for en halv selvejergård sst., og Mikkel Pedersen og Jørgen Jensen i Røgen husbondhold af en selvejergård i Røgen. Begge disse gårde tilhørte Jesper Pedersen. Da tre bønder på engang skulle betale husbondhold, må det være, fordi Jesper Pedersen netop det år havde erhvervet gårdene, måske som arv efter Johanne Grøn, hvis dødsår man ikke kender.
Året efter fæstede han to små stykker jord på Klintrup mark, som lå til Røgen kirke. Fæste på sådanne stykkerjord blev ledigt, når fæsteren døde, også ægtefæller måtte søge en ny fæstekontrakt, så Johanne Grøn kan have fået dem i fæste efter sin første mand Sejer Andersens død, og før hun blev gift med
Jesper Pedersen.
Som allerede nævnt er det salget af arveloddeme efter Jesper Pedersen, som røber, hvem hans søskende var, og hvilket bondegods der var tale om, blandt andet den del af Sejerslægtens gods i Farre, som han og Johanne Grøn havde købt og fået skøde på i l626.

Notater:

Oustrup er en gammel gård i Kronjydernes egn i Røgen Sogn i Gjern Herred mellem Århus og Silkeborg. I den katolske tid hørte gården under Århus Bispestol. Efter reformationen kom den under Kronen. Den første af Kronens forpagtere som kendes er Herredsfoged Anders Bonde, han og hans hustru Barbara Gjødisdatter fik 1565 Livsbrev på gården for dem selv og deres børn.

Anders Bonde, søn af Laurids Sejersen, kom fra byen Sorring i nabo sognet Dallerup. 1545 nævnes Anders Bonde som arving efter Jens Sejersen i Farre, som blev dræbt 1544, formentlig hans farbroder eller bror. Anders Bonde nævnes også 1555, og 1548 hed Herredsfogeden i Gjern Herred Anders Bonde.

I 1520 studerede en Anders Bonde fra Århus ved universitetet i Wien. I årene 1485 og 1530 omtales en Anders Bonde i byen Farre i Sporup Sogn, annex til Røgen. Slægten synes altså at stamme fra egnen.

Anders Bonde var stadig Herredsfoged i 1570. Til Herredsfoged valgte man normalt en anset og lovkyndig bonde. I 1573 skulle Anders Bonde i Oustrup i Landsgilde svare 3 ørte rug, 3 ørte byg, 3 ørte havre, en halv fjerding smør et brændevin og af Stadsgårds eng en fjerding smør.

1580 holdtes skifte efter Hr. Anders Bonde og Barbara Gjørdisdatter.

Kilde: http://www.myheritage.dk/person-1002447_77280981_77280981/anders-lauridsen-bonde

------

GJERN HERREDS TINGBØGER 1662 - 1681
8/5 1680.(15)

** Laurids Andersen Bonde i Sorring lod læse et landstingsbrev, dateret 17/3 1582, angående samfrændeskifte 20/9 1580 i Ovstrup efter sl Anders Bonde og Barbara Gødesdatter, mellem deres børn Sejer Andersen Laurids Andersen og Niels Knudsen i Havreballe på hustru Margrete Andersdatters vegne. samfrænderne var Anders Bonde i Spettrup, Jens Grøn i Hoved, Jørgen Mogensen i Sael, Anders Mogensen i Farre, Jens Mikkelsen i Skjoldelev, Anders Knudsen i Vengegård, Erik Pedersen i Farre, Jens Jonsen i Overgård, Søren Lauridsen i Mollerup, Iver Lauridsen i Sorring, Rasmus Lauridsen sst og Mogens Andersen i Farre.

Anders blev gift med Barbara Giødesdatter. Barbara (datter af Gjøde Eriksen) blev født i 1525. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Viborg 30.04.1537
Dombog 1, Fol. 35R-35R
Niels Hase; Peder Hase mod Laurids Sejersen (Kirsten Nielsdatter Hases mand) (Sorring, Dallerup S., Gjern H., Skanderborg A.)
Arv og skifte - arv (ejendom, hovedgård, arv) • Kongen fraværende • 1. instans.
Udfald: Andet
Resume: Sagsøgerne tiltalte sagsøgte ang. nogle arvelodder i Nebel.

Bonde - slægten

S Leth Danielsen skriver i historien om Oustrupgard At den tidligst kendte af slægten tør antages at være Jes Bundissen,der i tiden før og efter 1475 ejer jord I Sorring og omegn,og der er næppe grund til tvivl om, at det er denne mand, hvis navn fejlagtig anføres som Jes Lundissen der i 1482 er tingholder(Herredsfoged) og boende i Sorring, thi i 1486 nævnes Jes Bondssen i Sorring og Anders Bonde i Farre.

Et andet afsnit

De først omtalte to aktstykker med navne på mange af Egnens ”lovfaste” mænd skildrer især forløbet af såkaldte Sandemandstog, hvis opgave det var at finde gamle skel mellem Sorring, Volstrup og Bjarup marker, samt ved sten eller ”grimede” træer at afmærke det rette markskel.

Tingsvidnet af 1525 er ”esket” af en hæderlig dannesvend som var Laurits Segersen i Sorring og vidnet af 1544 af Anders Bonde i Sorring. Det er i begge tilfælde mænd af Slægten Bonde, der søger retsgyldigt værn om deres ejendom og som til gavn og glæde for efterslægten gemmer og værner de to erhvervede aktstykker.

Vel er hvervet som herredsfoged efter Jes Bundissens afgang gledet over til mænd fra Hammel, men navnet på medlemmer af Bonde Slægten træffes ofte nævnt i sager af retslig art i den efterfølgende tid og trods brødreparret Jens og Laurids Sejersens ofte noget hårdhændede hævden af formentlig ret til arvet eller købt jord og gods og trods et inden for slægten forefaldet drab, synes dog denne magt og anseelse bevaret, idet den sidst nævnte Anders Bonde i Sorring i året 1548 er Herredsfoged i Gjern herred.

Nævnte Jens Sejersen er med rette eller urette kommet i besiddelse af en Gård i Hammel samt af ”Bratzengaard” i Farre og et møllested kaldt ”Tiier- Beck” ,hvor han efter kgl. tilladelse får lov til at opføre en mølle.

Ved siden af sit landbrug og mølleri synes Jens Sejersen at have været optaget af handel og muligvis er han den Jens Segersen der 1538 mod betaling af 3 mark erhverver bogerskab i Aarhus ganske vist dog næppe er sket, da han ved sin død 1544 er bosiddende i Farre.

Af de oplysninger der forefindes om Jens Sejersen og broder, fremgår, at de ikke alene var handlekraftige, men også stridbare naturer, der ofte er indviklede i rets-trætter.

Jens Sejersen som i 1533 er bosiddende i Farre, er således indstævnet til Herredstinget 1535 og 1538. Han stævnes i anledning af, at han har givet Jens Bager I Aarhus skøde på ejendom som Rasmus Ibsen i Balle mente sig arveberettiget til. Året efter stævnes begge brødre ”for øxen, see og korn,som de toge fra hende Beritte Huasdatter den tid, da de havde slaget hendes husbond ihjel” og i samme År gør Jens Lassen i Hammel krav på at have ejendomsret til den omtalte gård I Hammel,og Jens Sejersen stævnes til at møde i Viborg. Men sagens afgørelse må være trukket i langdrag, thi så sent som året 1544 modtager Jens Sejersen igen Stævning til at møde i samme sag; men med striden er inden årets udgang bliver han Dræbt af avindsmænd.

Efter drabet sidder hans enke, Anne Brodsdatter, med sin børneflok en tid i gården Bratzengaard i Farre; men 1546 udtales i en landstingskendelse, at hendes børns ret til gården var ”Tuiffuelafftig”, og under medvirken af Laurids Sejersen af Sorring og Poul Brod af Aarhus sluttes mindeligt forlig mellem Jens Sejersens arvinger og Jens Hasse i Resendal, som på egne og fleres vegne gør krav på gården .Ved forliget bestemmes, at enken skal afstå gården til de sidst nævnte, som til gengæld skal overlade hende ”300 mark danske god mynte” til hende og børnene.
Under det opgør, der finder sted efter Jens Sejersen død, gør flere af hans skyldnere forsøg på at unddrage sig gældsforpligtelser og stævnes da af Laurids Sejersen, der beskylder de indkaldte for at have afgivet ”Vrange Louge?”(vidnesbyrd), og ligeledes indstævnes Søren Skrædder i Lyngby for ” en lough han gav, at han ikke i råd eller dåd var delagtig i Jens Sejersens død”.

Hvorvidt et i året 1555 udgivet brev har nogen forbindelse med omtalte drab eller Bondeslægtens forudgående skærmydsler får lades ubesvaret. Brevet er et såkaldt kgl. Beskærmelsebrev, der sikrer Chr. Bagge i Sorring beskyttelse mod Lauris Seigers børn, slægt og venner. Slægtens stridslyst synes ikke stækket; den unge slægt følger i fædrenes spor. Måske er det førerskabet inden for by eller sogn, det gælder, thi også Chr. Bagge er selvejer og har alt tidligere været iblandet stridigheder af retslig art; og hvis Det holder stik, hvad foran er fremsat at herredsfogden Anders Bonde er ”Laurids Seigers” Søn, ligger det nær at sætte hans boligskifte fra Sorring til Oustrupgård i forbindelse med overnævnte strid.

Den unge slægtsstolte herredsfoged ønsker ikke at have den af kongen beskyttede Chr. Bagge til byfælle og foretrækker derfor at flytte til nabosognet.

Det tispunkt er hermed nået, da foreliggende arbejdesopgave indskrænkes til kun at omfatte Oustrupgård og de personer og slægter, der har forbindelse med denne gård.

Men forinden skildringen forsættes, undlader forf. Ikke her at nævne de støttepunker og de ud fra disse dragne forbindelseslinier mellem Anders Bonde i Oustrupgård og den gamle slægt i Sorring. Det er en efterkommer af Anders Bonde, der 1680-81 ejer og fremlægger de omtalte to gamle Tingsvidner af 1525 og 1544, hvori retten til Bonde-slægtens ejendom værnes.Desuden fremlægger samme mand et gl. landstingsbrev af 1582, i hvilket en selvejergård m.m. i Sorring nævnes som tilhørende Anders Bonde i Oustrupgård, og da landstingsbrev og tingsvidner synes at omhandle samme jord, skovstykker og markskel, ligger det nær at antage, at her er tale om gammel selvejendom, der fra Laurids Sejersen er gået i arv til sønnen Anders Bonde. At den tids penneførere ikke bruger samme form for navnet Bonde, giver næppe Grund til overvejelser, og at den i 1544 omtalte Anders Bonde i Sorring er identisk med den 1548 omtalte herredsfoged af samme navn og i samme by synes rimeligt. Lige så lidt er der vel grund til at tvivle om, at det er denne mand, der 1555 er boende i Oustrupgård og fremdeles nævnes som herredsfoged i Gjern herred. Til yderligere støtte for, hvad her er anført om Anders Bonde`s afstamning, kan anføres, at hans to sønner Laurids og Sejer bærer de fra Bunde-slægten kendte navne, og at de ved faderens død arver en selvejergård i Sorring samt skov i Bjarup og Volstrup o.m.m.

Forfattet af Niels Munksgaard.

Laurids blev gift med Kirsten Nielsdatter Hase. Kirsten (datter af Niels Mikkelsen Hase og Kirsten Madsdatter) blev født i 1490 i Resendal, Gødvad, Hids Herred, Viborg Amt; døde i Sorring, Dallerup sogn, Gjern herred, Skanderborg amt. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Viborg 30.04.1537
Dombog 1, Fol. 35R-35R
Niels Hase; Peder Hase mod Laurids Sejersen (Kirsten Nielsdatter Hases mand) (Sorring, Dallerup S., Gjern H., Skanderborg A.)
Arv og skifte - arv (ejendom, hovedgård, arv) • Kongen fraværende • 1. instans.
Udfald: Andet
Resume: Sagsøgerne tiltalte sagsøgte ang. nogle arvelodder i Nebel.

Erik Brocks artikel "Resendal gennem 500 år" i årbogen "Fra Viborg Amt 1960":

Kirsten Nielsdatter nævnt 1565 Sorring gift med Laurs Sejersen i Sorring død 1555 (søn af Sejer Knudsen og Margrete Sejers i Farre). Dette ægteskab, har dog vist sig ikke at være rigtigt, idet Ole Beck Knudsens afskrifter fra Kongens Retterting, og andre undersøgelser har påvist at Laus Sejersens kone hed Kirsten Pedersdatter, og at hun var datter af Peder Brod i Århus. - Jeg har dog valgt at fastholde ægteskabet med Laurids Sejersen med baggrund i den under ham liggende beskrivelse (Bent R. Jacobsen)

Sejer blev gift med Margrethe Jensdatter Hvid. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Erik Brocks artikel "Resendal gennem 500 år" i årbogen "Fra Viborg Amt 1960":
NIELS MIKKELSEN HASE selvejer i Resendal død før 1528 gift med Kirsten Madsdatter nævnt 1498, (datter af Mads Nielsen og NN Madsdatter i Kalbygård).
2. Gissel Nielsdatter gift med Rasmus Tomasen i Klintrup, nævnt 1546.
3. Birgit Nielsdatter gift med Niels Lund i Ennesse, nævnt 1546.
4. Rasmus Nielsen død før 1547.
< 5. Anne Nielsdatter
6.o Kirsten Nielsdatter nævnt 1565 Sorring gift med Laurs Sejersen i Sorring død 1555.
< 7. Laurs Nielsen Hase
8. Mads Nielsen nævnt 1528
Niels Mikkelsens forældre/forfædre ejede jord i Resen (Gødvad) sogn ned mod Gudenå med tilhørende ålegård ved Resenbro. Halvparten af denne ålegård skødede Niels Mikkelsen og hans medarvinger til kong Hans mod at få frihedsbrev på al Resendal bøndergods. På den tid var han kongelig majestæts og kronens bonde i Resendal, altså fæstebonde. Han og hans medarvinger blev derved ejere af Resendal, og eftersom han vedblev at besidde gården til hans død, må han have været den største lodsejer og derfor berettiget dertil, og skulle så yde skæppeskyld til hans medarvinger, eftersom deres arveparter berettigede dem til. Frihedsbrevet er ikke dateret, men er formodentlig udgivet 1489, idet han da på egne og medarvingers vegne indvordede så meget jordegods, som de påkom over al Resen mark. Brevet er kendt fra en sag for Viborg landsting 1664, hvor da fremlagde de indstævnede mænd af Resendal deres frihedsbrev, hvormed "Kong Hans til Danmark Norge Sverrig etc har undt og tilladt, at Niels Mikkelsen, vor og kronens bonde i Resendal, må bruge og beholde med hans medarvinger og siden deres arvinger efter dem til evig tid det bøndergods al Resendal med al sin rette tilliggelse mod at give årligt en fjerding smør og holde 12 heste til gæsteri, et skovsvin når olden er, og for sådan frihed har Niels Mikkelsen og hans medarvinger skødet os og kronen halvdelen af den ålegård, som ligger på hans og deres grund til midtstrøms fra Hids herreds land og til evig tid, dateret Århus (blank)."

Niels blev gift med Kirsten Madsdatter. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Bonde - slægten

S Leth Danielsen skriver i historien om Oustrupgard At den tidligst kendte af slægten tør antages at være Jes Bundissen,der i tiden før og efter 1475 ejer jord I Sorring og omegn,og der er næppe grund til tvivl om, at det er denne mand, hvis navn fejlagtig anføres som Jes Lundissen der i 1482 er tingholder(Herredsfoged) og boende i Sorring, thi i 1486 nævnes Jes Bondssen i Sorring og Anders Bonde i Farre.

Et andet afsnit

De først omtalte to aktstykker med navne på mange af Egnens ”lovfaste” mænd skildrer især forløbet af såkaldte Sandemandstog, hvis opgave det var at finde gamle skel mellem Sorring, Volstrup og Bjarup marker, samt ved sten eller ”grimede” træer at afmærke det rette markskel.

Tingsvidnet af 1525 er ”esket” af en hæderlig dannesvend som var Laurits Segersen i Sorring og vidnet af 1544 af Anders Bonde i Sorring. Det er i begge tilfælde mænd af Slægten Bonde, der søger retsgyldigt værn om deres ejendom og som til gavn og glæde for efterslægten gemmer og værner de to erhvervede aktstykker.

Vel er hvervet som herredsfoged efter Jes Bundissens afgang gledet over til mænd fra Hammel, men navnet på medlemmer af Bonde Slægten træffes ofte nævnt i sager af retslig art i den efterfølgende tid og trods brødreparret Jens og Laurids Sejersens ofte noget hårdhændede hævden af formentlig ret til arvet eller købt jord og gods og trods et inden for slægten forefaldet drab, synes dog denne magt og anseelse bevaret, idet den sidst nævnte Anders Bonde i Sorring i året 1548 er Herredsfoged i Gjern herred.

Nævnte Jens Sejersen er med rette eller urette kommet i besiddelse af en Gård i Hammel samt af ”Bratzengaard” i Farre og et møllested kaldt ”Tiier- Beck” ,hvor han efter kgl. tilladelse får lov til at opføre en mølle.

Ved siden af sit landbrug og mølleri synes Jens Sejersen at have været optaget af handel og muligvis er han den Jens Segersen der 1538 mod betaling af 3 mark erhverver bogerskab i Aarhus ganske vist dog næppe er sket, da han ved sin død 1544 er bosiddende i Farre.

Af de oplysninger der forefindes om Jens Sejersen og broder, fremgår, at de ikke alene var handlekraftige, men også stridbare naturer, der ofte er indviklede i rets-trætter.

Jens Sejersen som i 1533 er bosiddende i Farre, er således indstævnet til Herredstinget 1535 og 1538. Han stævnes i anledning af, at han har givet Jens Bager I Aarhus skøde på ejendom som Rasmus Ibsen i Balle mente sig arveberettiget til. Året efter stævnes begge brødre ”for øxen, see og korn,som de toge fra hende Beritte Huasdatter den tid, da de havde slaget hendes husbond ihjel” og i samme År gør Jens Lassen i Hammel krav på at have ejendomsret til den omtalte gård I Hammel,og Jens Sejersen stævnes til at møde i Viborg. Men sagens afgørelse må være trukket i langdrag, thi så sent som året 1544 modtager Jens Sejersen igen Stævning til at møde i samme sag; men med striden er inden årets udgang bliver han Dræbt af avindsmænd.

Efter drabet sidder hans enke, Anne Brodsdatter, med sin børneflok en tid i gården Bratzengaard i Farre; men 1546 udtales i en landstingskendelse, at hendes børns ret til gården var ”Tuiffuelafftig”, og under medvirken af Laurids Sejersen af Sorring og Poul Brod af Aarhus sluttes mindeligt forlig mellem Jens Sejersens arvinger og Jens Hasse i Resendal, som på egne og fleres vegne gør krav på gården .Ved forliget bestemmes, at enken skal afstå gården til de sidst nævnte, som til gengæld skal overlade hende ”300 mark danske god mynte” til hende og børnene.
Under det opgør, der finder sted efter Jens Sejersen død, gør flere af hans skyldnere forsøg på at unddrage sig gældsforpligtelser og stævnes da af Laurids Sejersen, der beskylder de indkaldte for at have afgivet ”Vrange Louge?”(vidnesbyrd), og ligeledes indstævnes Søren Skrædder i Lyngby for ” en lough han gav, at han ikke i råd eller dåd var delagtig i Jens Sejersens død”.

Hvorvidt et i året 1555 udgivet brev har nogen forbindelse med omtalte drab eller Bondeslægtens forudgående skærmydsler får lades ubesvaret. Brevet er et såkaldt kgl. Beskærmelsebrev, der sikrer Chr. Bagge i Sorring beskyttelse mod Lauris Seigers børn, slægt og venner. Slægtens stridslyst synes ikke stækket; den unge slægt følger i fædrenes spor. Måske er det førerskabet inden for by eller sogn, det gælder, thi også Chr. Bagge er selvejer og har alt tidligere været iblandet stridigheder af retslig art; og hvis Det holder stik, hvad foran er fremsat at herredsfogden Anders Bonde er ”Laurids Seigers” Søn, ligger det nær at sætte hans boligskifte fra Sorring til Oustrupgård i forbindelse med overnævnte strid.

Den unge slægtsstolte herredsfoged ønsker ikke at have den af kongen beskyttede Chr. Bagge til byfælle og foretrækker derfor at flytte til nabosognet.

Det tispunkt er hermed nået, da foreliggende arbejdesopgave indskrænkes til kun at omfatte Oustrupgård og de personer og slægter, der har forbindelse med denne gård.

Men forinden skildringen forsættes, undlader forf. Ikke her at nævne de støttepunker og de ud fra disse dragne forbindelseslinier mellem Anders Bonde i Oustrupgård og den gamle slægt i Sorring. Det er en efterkommer af Anders Bonde, der 1680-81 ejer og fremlægger de omtalte to gamle Tingsvidner af 1525 og 1544, hvori retten til Bonde-slægtens ejendom værnes.Desuden fremlægger samme mand et gl. landstingsbrev af 1582, i hvilket en selvejergård m.m. i Sorring nævnes som tilhørende Anders Bonde i Oustrupgård, og da landstingsbrev og tingsvidner synes at omhandle samme jord, skovstykker og markskel, ligger det nær at antage, at her er tale om gammel selvejendom, der fra Laurids Sejersen er gået i arv til sønnen Anders Bonde. At den tids penneførere ikke bruger samme form for navnet Bonde, giver næppe Grund til overvejelser, og at den i 1544 omtalte Anders Bonde i Sorring er identisk med den 1548 omtalte herredsfoged af samme navn og i samme by synes rimeligt. Lige så lidt er der vel grund til at tvivle om, at det er denne mand, der 1555 er boende i Oustrupgård og fremdeles nævnes som herredsfoged i Gjern herred. Til yderligere støtte for, hvad her er anført om Anders Bonde`s afstamning, kan anføres, at hans to sønner Laurids og Sejer bærer de fra Bunde-slægten kendte navne, og at de ved faderens død arver en selvejergård i Sorring samt skov i Bjarup og Volstrup o.m.m.

Forfattet af Niels Munksgaard.

Mikkel blev gift med Palnesdatter. [Gruppeskema] [Familietavle]